Här slutar allmän väg…
Pernille og Marie.
Foto af Gustav Davidsson
No. 06
Jeg vil fortælle dig om det besøg i de svenske skove, hvor mine nye sange er blevet foreviget.
Det må være en meget klog svensker, der har opfundet vejnettet omkring Göteborg.
Jeg forstår det i hvert fald ikke. Med sine otte baner og orange broer holder jeg vejret til vi kommer ud langs Göta älv og følger den nordpå - mig og trafik er en anden historie…
Cirka en time nord fra Göteborg på en klippeflade inde i nåleskoven, når vi har kørt længe nok ad grusvejen til at tænke - burde vi ikke være der nu? - og møder en bom med et fint skilt ”Här slutar allmän väg”, som vi åbner med en hemmelig kode for at køre videre til vejens ende. Der, lige dér, ligger Studio Glasfågeln, hvor jeg har indspillet alle de sange, jeg over det næste års tid kommer til at dele med jer.
Studio Glasfågeln har specialiseret sig i akustisk indspilning. Gustav Davidsson, som har studiet, kender jeg fra vi gik på Fridhem (en svensk musikhøjskole). Jeg har fulgt ham på sidelinjen og været ret vild med den lyd, der kom fra hans kant. Jeg var derfor ikke i tvivl. Min næste plade skal indspillet hos Gustav.
Det er noget med at fange musikkens tilfældigheder som ikke kan regnes ud på forhånd, men som kan opstå, når musikere spiller sammen i stunden. Der er noget helt særligt i den måde, vi interagerer med på hinanden på, og noget poetisk over at kunne fornemme det fysiske i instrumenterne, fange ægte øjeblikke som glimtende strejf, noget man ikke kan forklare med placering af mikrofoner.
Jeg er gået til det her projekt med en intension om at være helhjertet. At sørge for at have den indre afklaring, som gør mig i stand til at være tydelig udadtil, hvad jeg har tænkt og hvor jeg vil hen, turde sige det højt. Det kan lyde skørt, men det har ikke altid været nemt for mig at hvile i min musikalitet, tro på at den idé, jeg har, kan bære. Samtidig selvfølgelig være åben for mine medmusikeres forslag og forbedringer. Hvor individualitet og fællesskab ikke er modsætninger.
Det kræver et trygt og tillidsfuldt rum og jeg har tænkt en hel del over, hvem jeg skulle samle til et band, hvor det kunne være netop sådan. Samtidig med at det er musikere, der bidrager med hver deres særlige udtryk og kreativitet. Så jeg samlede et dansk/svensk band, jeg har tillid til som mennesker og musikere. Det var helt fantastisk at opleve de forskellige morgenrutiner og særegenheder som opstår, når man er så intenst sammen i et studie langt væk, syv kunstneriske sjæle, der gør hver sit nødvendige for at levere til den samlede produktion. Jeg elsker det fokus og jeg er så glad for de øjeblikke, vi har foreviget.
Jeg ville gerne lave en akustisk plade som kontrast til tidens perfektheds- og perfect pitch-tendenser. En plade hvor stolen godt må knirke. Det handler om akustik og om emergens. Et begreb, der dækker over at helheden er noget andet og mere end summen af delene. Et mulighedsrum der kan opstå når levende mennesker spiller på fysiske instrumenter, som de har haft i hænderne i tusindtals timer. Det kan nok ikke helt beskrives med ord, det skal bare høres, mærkes.
Tak til Gustav og Studio Glasfågeln.
Tak til Marie Hoyer Häggberg, Niels Wilhelm Knudsen, Tim Carlstedt, Emeli Ek og Jakob Lundbak.
Jeg glæder mig virkelig til at dele de her sange med jer alle.
På fredag udkommer første single, Mit barn mit lys.
Vil du være sikker på at nyhederne når frem til dig udenom algoritmer. Så tilmeld dig mit nyhedsbrev. Det koster din e-mailadresse og så kan du allerede nu få en lille livesession udgave af sangen. Jeg skriver kun, når der reelt er nyt.
Dette er et eksempel på et dybdegående blogindlæg.
Hvis du kan lide hvad du læser, kan du finde mere på Sleeve.fm
