Musikken er et våbenhus

Jeg er selv ved at lande i det spørgsmål, men hvad skal der til for at flere ændrer lyttevaner?

No. 05

For mig er musikken et våbenhus. Et sted, hvor vi lægger alle våben fra os, hvor vi har mulighed for at træde over en ny tærskel og ind i noget, der er større. Større end konflikter, større end identitet, større end generationer, den eneste form for tidsrejse, vi kan foretage indtil videre. Jeg søger den poetiske præcision, der er så konkret og sanseligt, at den bliver universel og det kan virke paradoksalt at man som kunster bruger sin identitet til at træde ud af den. At i det ærlige møde med sig selv findes potentialet til at resonere bredere og hen i noget, der bevæger sig i andre baner, skubber til din bane og til min egen. Det er et blik. Det er en måde at være i verden på.

Den seneste uge har jeg samlet glimtende strejf mellem blade, samlet sollys til vinteren og været en del i skoven, der stadig stod grøn, men med en anden varme i lyset end forårets skarphed. Jeg har gået og overvejet mit næste skridt i forhold til udgivelse af musik, fordi jeg netop nu står i vigtige valg.

Spotify & våbenindustri
Jeg er i tvivl om jeg skal udgive min musik på Spotify og samtidig er jeg ikke i tvivl.

Jeg havde besluttet mig for ikke at udgive på Spotify med argumentet om, at jeg indirekte støtter våbenindustri, men blev udfordret på mit argument ved middagsbordet med venner. Én sagde at det vel kom an på hvilke våben og på hvilken side af konflikten. Det havde jeg ikke sat mig i ind. Og jeg var nødt til at tænke igennem. Har det betydning for mig, hvilken side, hvilke våben?

Jeg mødte verden, der har forandret sig uden om mig. Før var våbenindustri kontroversielt at investere i, noget man kunne vælge fra, hvis man investerer på linje med tobak, alkohol, gambling og lignende uetiske forretninger, sektorer man betragtede som værende skadelige for individet og for samfundet.

Nu hedder det at man investerer i forsvarsindustri og cybersecurity og det er alment acceptabelt. Jeg blev konfronteret med mit eget ekkokammer, som jeg har befundet mig i siden første gang jeg hørte Bob Dylans ”Blowin’ in the wind.” En indgroet holdning at musikere da altid er imod alt, der har med våben at gøre.

Det er godt at have venner, der har andre beskæftigelser. Jeg elsker middagsselskaber med substans og blive hele tiden bedre til selv at bringe den på bordet.

Der florerer argumenter i mit ekkokammer af musikbranchen, der sidestiller dét at støtte Spotify - hvad end man er musiker eller lytter - med at støtte folkedrab. Den slags argumenter skurrer altid i mig. (Den form for argumentation har sikkert et analytisk begreb, jeg ikke kender navnet på, skriv det gerne til mig, hvis du ved det.)

Jeg har forsøgt at undersøge, hvad det er Spotifys grundlægger har investeret i. Jeg kom frem til, at han har investeret mange penge i ny teknologi, der kan forsvare mod angreb. Men jeg må også ærligt indrømme, at jeg ikke kan gennemskue det. Om der også er dødbringende angrebsvåben, om det potentielt kan bruges til det, eller om det reelt er sådan, som den start-up virksomhed han støtter skriver ”at de beskytter demokratiet”? Men at jeg støtter folkedrab ved at lægge min musik på Spotify er vel en fordrejning af sandheden?

Vi fik os en god snak om musiklytning og streaming i det hele taget og flere i selskabet gik efterfølgende ind og signede op på mit nyhedsbrev på Sleeve. For våbenindustri eller ej, så er der mange andre gode grunde til at begynde at se anderledes på musikkens infrastruktur – og her spiller også dine lyttervaner ind. Våbenindustri er stadig et tungt argument for mig. Jeg holder fast i Bob Dylan og de svar, der flyver i vinden og som glimtende strejf mellem blade.

Om det er forsvarsteknologi eller ej, så er jeg kommet frem til at for mig er musikken et våbenhus. Der er nødt til at være institutioner, der opererer på andre niveauer. Mennesker, der tænker andre tanker.

Min musik skal ikke være et middel på hverken den ene eller den anden side af konflikten.

Og det er en gigantisk diskussion. Skal kunst være politisk? Kan man overhovedet undgå at den er det? Det er jo ikke fordi min musik ikke ”kæmper for en sag”. Den kæmper for kreativitetens berettigelse og betoner alle de fordele det bringer, hjælper med at få øje på dem, den kæmper for retten til sit eget tempo og for det blik og den væren beskrevet indledningsvis. Den kæmper sikkert for mere, jeg ikke engang selv er bevidst om. Sangene er altid klogere end dem, der skriver dem. Sangene er klogere end os.

Der er mange andre gode argumenter for at droppe Spotify både som musiklytter og -skaber.

Det bliver et indlæg for sig…. så hæng endelig på.

Nu er der kommet et alternativ. Det hedder Sleeve. I stedet for at jeg forsøger at ramme alle, prøver jeg at finde dem, der er rammes af netop dét, jeg laver, og giver dig mulighed for at udforske, opdage, støtte og gå op i musik på et dybere niveau igen, der ikke er styret af algoritmer og bestemt af gatekeepers til playlister og endnu værre, folk der har købt sig adgang til playlisterne.

Det alternativ giver mening.

Det giver mening for os alle at træde ud af informationsoverloadet og begynde at opdage og udforske musik igen.

---

Dette er et eksempel på et dybdegående blogindlæg.
Hvis du kan lide hvad du læser, kan du finde mere på Sleeve.fm

Tag dit yndlingstøj på selvom det ikke passer til lejligheden

Fra “Kreativitet” af Julia Cameron

No. 04

Jeg kan godt lide torsdage, de helt almindelige torsdage.

På helt almindelige torsdage underviser jeg i babysalmesang i den lokale kirke om formiddagen, cykler derhen, laver stemmetræning inden. Jeg cykler hjem og spiser frokost, henter æg og giver dyrene vand/mad, holder en hel times pause og forbereder aftensmad, og så tager jeg anden halvdel af min arbejdsdag i annexet, hvor jeg enten skriver, har poundering time, øver/træner sang, laver kontorarbejde – og ofte en blanding af det hele.

- Tag dit yndlingstøj på selvom det ikke passer til lejligheden.
Sådan lyder en af Julia Camerons opgaver i bogen ”Kreativitet” i den 7. uge af forløbet.

Prøv det, det er virkelig sjovt.
(Se evt indlægget: Bagom: Hvordan det hele startede… med kreativitet a la Julia Cameron)

I dag blev en helt almindelig torsdag – med pailletter.

Jeg synes det med tøj er besværligt. Jeg har prøvet meget forskelligt. Købe 10 ens t-shirts i samme farve, begynde at anskaffe mig heldragter og målet var så at nå 7 og så blot rotere dem. Helst tænkte jeg ikke så meget over det, og sådan nogle dage er der. Men jeg kan også godt lide at gøre noget ud af mig selv på den anden side…

---

Læs mere på min dybdegående blog på Sleeve.fm

Sommerens læsning og en anbefaling af en genial tegneserie

Hartmut Rosa i Liv Strömquists “Pythian Pratar” (Oraklet taler)

No. 03

Det er sommerens sidste dag.
Sommertid er ekstra læsetid.

Jeg kan varmt anbefale Liv Strömquists Phythian Prater (på dansk: Oraklet taler). Det er en tegneserie, og da jeg først åbnede den, tænkte jeg, ej what, det gider jeg ikke, men den er virkelig skarp, satirisk og et vidunderligt blik på skøre tendenser i verden. Den fik mig til at grine, ikke bare indeni men højt ud i sporvognen (købte den i Göteborg), og i toget og i mit sommerhus.

Hun har også allerede ledt mig videre til det næste læsestof af Hartmut Rosa, en tysk sociolog og filosof, hvis tanker Strömquist formidler med formidabel lethed, og som jeg får lyst til at dykke dybere ned i.

Jeg læser meget, og det er del af min kreative proces at opsøge andres kunst for at blive inspireret, mærke hvad kunsten kan på egen krop. Det kan være dejligt at besøge andre æstetiske felter end sit primære, men jeg arbejder også meget i krydsfelterne mellem lyd, bevægelse og litteratur. Hørte engang i et interview med Lauren Anderson at man skal kalde sig multikunstner for at undgå at lade sig begrænse.

Helst begyndte og afrundede jeg hver dag med at læse. Det er langt fra alle dage det bliver sådan. Når det gør er det balsam …
Lev langsomt!

---

Find mere inspiration på min dybdegående blog på Sleeve.fm

Sociale medier - ja, nej, måske?

No. 02

Nylig hjemvendt fra kanotur i det svenske og i klargøringsmode til hverdagen, har jeg virkelig gjort mig mange tanker om min tilstedeværelse på sociale medier.

Over sommeren tager jeg altid en online-detox, der banker mit reach helt i bund. Altså bare det, tænk over det. Sociale medier er bygget til, at du aldrig skal holde pause!
Hver gang slår det mig, hvor skønt det er: pausen altså. Min hjerne slipper sin trang til at dokumentere alt og tænke over min fortælling. At sejle kano på en svensk sø, spise frokost på en klippeø og vågne i skovbrynet, sætte vand over på trangiaen og drikke en kop neskaffe, der næsten smager godt, må være den diametrale modsætning til sociale medier faktisk. Det er virkelig ferie, hvor jeg helt undgår at forholde mig til min egen fremtoning – så vidunderligt! Det var næsten ubehageligt at besøge et campingtoilet og blive konfronteret sit spejlbillede.

Og jeg spørger mig selv, behøver jeg? Behøver jeg være aktiv på sociale medier som kunstner?
Jeg er vel nødt til at være synlig der?
Kan jeg som minimum finde en vej, hvor det fylder så lidt som muligt? Hvor det taler ind i mine rutiner i stedet for at forstyrre dem? Jeg er ikke lykkes med at nå det punkt. Sociale medier er designet til at fastholde dig i afhængighed.

Hvert år tænker jeg, at jeg må kunne styre det og kun bruge det med de gode formål, som for mit vedkommende først og fremmet er få kunsten til at nå dem, som resonerer med den.

Jeg har ikke lyst til at bidrage til at du pga. mig sidder fast i dit doom-scroll.

Indtil da er taktikken at forsøge at argumentere imod det, smadre det indefra forhåbentlig en dag logge helt af.

Vi kan begynde med at bruge en god gammeldaws blog, emails og det vidunderlige nye initiativ musikkollektivet, Sleeve – alle alternativer der ikke er styret af algoritmer og hurtig dopamin.

---

Alt det og meget mere kan du følge med i på min dybdegående blog på Sleeve.fm

Hvordan det hele startede…

No. 01

Udflytter er en ny debut for mig og mit musikalske virke, trods at jeg har beskæftiget mig indgående med musik siden jeg som 17-årig ung pige fra landet fik en talentplads på Sankt Annæ MGK i den store by, sang reggae i den Københavnske undergrund, siden strøg til svensk folkehøjskole, fjeldklang og freejazz og endte med en konservatorieuddannelse på svensk.

Jeg er fra et hjem med ustemt klaver og ketchup, to skove og en rislende bæk. Som en energisk og drømmende Ronja Røverdatter, der kun skulle tage sig i agt for mergelgraven, blev musikken min egen i den uldede, noget særegne klaverklang.

Jeg har ikke valgt de her sange, de har valgt mig og nu kan jeg dele dem. Enkelt og nært; med min stemme, et klaver eller en guitar eller i den helt store produktion med fuldt band, blæs og kor. Det er med bæven og boblen jeg glæder mig til at flytte ud af dem, så andre, så du kan flytte ind.

De sange jeg over det kommende år udgiver beskriver den periode i livet, hvor jeg flyttede ud af byen og ind i mit ”autentiske jeg”, og altså det var ikke så guddommeligt strålende en oplevelse som det ofte rygtes.

Som ung musiker kørte jeg lidt ud af et sidespor, men da jeg hørte mit ungdomsidol oplevede jeg et stort musikalsk vendepunkt, som i sidste ende har ledt mig både tilbage og frem til Udflytter.

---

Alt det og meget mere kan du følge med i på min dybdegående blog på Sleeve.fm